mtb

Mountainbike – til nye i sporten

Mød Mads Weidemann (31 år). Danmarks hurtigste mountainbikerytter – professionel downhill mountainbikekører. Han bor det meste af sommerhalvåret i Alperne, hvor han konkurrerer blandt verdenseliten. Målet er verdensmesterskabet i 2016. Han underviser på Oure Sportsskole, foredrager gratis på landets efterskoler med mountainbikelinje og driver Facebook Eventen ’Gratis MTB træning’.


Først skal I have et velkommen til sporten. I fortryder ikke. Mountainbike er den rene befrielse.

Her er hvorfor:

  • Den giver stressaflastning
  • Den giver kreativitet
  • Den giver fornyet energi
  • Den tænder vores indre glød
  • Den giver samvær, motivation & underholdning
  • Den giver mod, beslutsomhed & risikovillighed
  • Den giver sundhed, velvære & færre sygedage
  • Den giver friløb fra frustrationer, depressioner & aggressivitet
  • Den giver smil & spreder glæde til 100.000-vis af danskere hver eneste dag
  • Den giver alt det, vi ikke ser med det blotte øje – den giver personlig udvikling og selvtillid!

“The power of three” – Carmine Gallo
Står man overfor sit allerførste mountainbikekøb, står man ansigt til ansigt med et hav af valgmuligheder. Det er den rene forvirring alene med hele tre hjulstørrelser; 26, 27,5 og 29 tommer. Udover kommer fuldaffjedret- eller hardtail-ramme, 11, 20 eller 27 gear, alverdens meninger/holdninger, ditten & datten…

Med mine mange år i sporten, dels som professionel, og deraf mange timer i sadlen, har jeg følt mig frem, prøvet lidt af hvert og oplevet, hvad der virker, og ikke gør.

Først og fremmest vil jeg gerne sætte hjulstørrelsen kontra kropshøjden på plads med denne simple vejledning. Det giver lidt sig selv, jo højere man er, desto større hjul skal man vælge:

150 – 170 cm.: 26 tommer
170 – 185 cm.: 27,5 tommer
185 – +200 cm.: 29 tommer
BASTA!

(… beregnet ud fra, at man køber en mountainbike for at køre på skovens spændende mountainbikespor).

Hvis du er en petit-størrelse, giver det desværre ingen mening at købe en mountainbike med 29 tommer hjul. Den bliver simpelthen for klodset og uhåndterlig. Større hjul er sværere at styre på tekniske sektioner, hvilke en større krop naturligt har flere kræfter til.

Apropos den store krop, så giver det lige så lidt mening at købe en MTB med 26 tommer hjul, hvis du fx er 190 cm. Vippepunktet og rotationsmomentet i de små hjul er for ustabilt mod gyroeffekten høje personer præsterer.

Hvis man derimod kun ønsker at køre på skovveje, så gør man klogt i at vælge så store hjul som muligt uanfægtet ens højde.
Når store hjul kommer i omdrejninger, ruller de hurtigere. Lidt som sneboldeffekten; jo større bolden er, jo hurtigere ruller den. Men når det bliver teknisk, er den store snebold svær og tung at manøvrere iblandt forhindringerne…

Hvilken ramme?

Skal din kommende mountainbike være en fully (fuldt affjedret) eller hardtail (fast bagramme)? En fully koster fra 30% mere kontra en hardtail. Dog er det ikke prisdifferencen, som afgør dette, det er din kropsbygning – din fysiske form.

Jer, der aldrig har været de store motionister, har problemer med ryggen, div. skavanker osv., bør vælge en fully. Jer, som er adrætte har frit valg mellem fully og hardtail, da jeres krop kan modstå stødende en hardtail giver. Personligt, synes jeg begge typer cykler, er lige sjove til danske forhold. Dog bør støddæmpernes vandring ikke overstige 130 mm., ellers bliver det for meget affjedring til de få faldprocenter de danske “bjerge” kan præstere.

Hvis du som første gangs køber allerede går op i ramme-geometri, så gør du klogt i at vælge en kronrørsvinke, der ikke overstiger 70 grader.

Hvad skal en god begynder-MTB koste?

En fornuftig mountainbike (hardtail) starter fra  8.000 kroner. En billigere mountainbike kan sagtens lade sig gøre, men så er den støddæmpende forgaffel og geargruppen ikke bygget til kontinuerelig mountainbiketure – så snart møget sætter sig, er de langt fra pålidelige.

Hvor mange gear?

For blot 5 år siden fik du flere gear jo mere du betalte. Nu er bøtten vendt, og markedet for gear er i rivende teknologisk udvikling.
Idag får du “kun” 11 gear, hvis du betaler spidsen af en jetjager. Men så ER materialet også fra spidsen af en jetjager; magnesium, aluminium og titanium. I sidste ende er det sikkert NASA-teknologi, og så har du vel egentligt fået mere for pengene?

I skrivende stund er standard-antallet af gear 11, 20 eller 27.
27 gear er at finde i den billige ende, 20 gear i mellemklassen og 11 gear i den absolutte spitzenklasse. Dit kreditkort er den eneste herre over dit gearvalg.

De uundværlige tilkøb

Når cyklen er på plads, så kommer der naturligvis de fornødne accessories, der gør, at man er en fuldendt mountainbiker, samt giver tilkøbet sikkerhed, komfort, og “overlevelse” i nødsituationer:
En god og sikker cykelhjelm er et must(!), hvilke starter fra 700,- . Cykelbluser/jakker, cykelshorts/bukser, cykelhandsker (med eller uden gel-puder), cykelbriller med forskellige glas til sol og gråvejr , cykelsko/clickpedaler, skoovertræk, cykelpleje, cykelværktøj, energidrikke og energibarer m.v.

Det gør sig fornuftigt i at købe en lille taske til montering under sadlen med følgende dele: reserve-slange, multi-tool, dækjern, reserve-geardrop, mini-pumpe, evt. plaster og renseservietter.
Skærme til dage med mudder er også en fornuftig investering.

Diverse GPS-enheder kan også købes til montering på styret. De giver udførligt info på ruten á la fart, kilometer, puls, højdemeter, vejrforhold osv osv.


Til slut… håber jeg, at dette indlæg har givet et overblik til dit kommende mountainbikekøb. At du i sidste ende står med et tilfreds køb efter at have taget stillig til hjulstørrelse, rammetype, gear-antal, pris, det uundværlige tilkøb osv. osv.

Naturligvis er der altid ligeså mange meninger, som der er mennesker på Jorden. Mange af meningerne kommer grebet ud af den blå luft. Kun få af dem kommer fra folk, som selv har siddet bag styret og draget erfaringen. Vi alle vil gerne lytte til dem med passionen og erfaringen, vil vi ikke?

Se vores udvalg: Mountainbike

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *